Vagabond i Europas Ruiner
|
||||||||||||||||||
Klik på blå tekst Links: Befrielsen BOPAs mindebog til Forside Bøgerne fra 1 til 8 Tyskland 1914 -1933 - 1939 Besættelsestidens historie: Bind 1 Bind 2 Bind 3 Bind 4 Bind 5 Bind 6 En smededreng går til modstand Bind 7 Fred og sikkerhed; Bind 8 Ikke-vold; civil ulydighed; I. Livet i Danmark 1860 - 1940 Livet i Danmark Bind I - II - III Livet i Danmark med PDF filer Åndssvag? tilladt? Hvordan? Rejser bag Jerntæppet Isvintre før og nu Indtryk Bangladesh Indtryk Burma Indtryk Cambodja
|
||||||||||||||||||
|
Bogens tilblivelse skyldes en god kammerats opfordring. Efter at jeg havde skrevet mine erindringer: Heri var og er jeg uenig. For blev modstandsfolkene ikke smidt ud med opvaskervandet, da freden igen herskede i vort fælles kongerige? Set i bakspejlet ville jeg nok have lagt mere vægt på, at vi i modsætning til vore dages soldater, der vender hjem fra "fredsbevarende" krige, var overladt til vor egen skæbne. Ikke på grund af samfundssvigt - men mere på grund af uforstand. Nogen solede sig vel i dette lys, men for mit vedkommende dukkede en hverdag op, som i det første år var betydeligt sværere at få overstået end årene i en beskidt krig. Mobben og Jantelov blev hevet ud af mølposen. Andre isolerede sig – faldt i druk – social deroute – ikke mindre end 11 måske 12 modstandsfolk begik selvmord i de første efterkrigsår. Holdningsløse gratister – pladderhumanister – drev deres spil – likvideringer blev til drab – flere kammerater stod ikke for mosten – og tog deres eget liv. Jeg var 20 år og 21 dage gammel, da krigen var slut. 55 år gammel blev jeg erklæret invalid pga. krigstraumer. KZ-syndromet havde indfundet sig. Svigtende korttidshukommelse var et af flere handicap. Men samtaler med kyndige folk hjalp mig – jeg fik endelig løst op og fik fred Et stille håb: Uanset min afstandtagen til ”fredsbevarende krige” finder jeg det prisværdigt, at de hjemvendte soldater får tilbudt krisehjælp, men glem ikke dem, der isolerer sig, som forsøger at forsvinde i ubemærketheden – de bør følges år fremover for ikke at gå til. Forholdsvis usminket møder du i bogen vagabonden - den unge – uden illusioner – med mistillid til alt og alle på grund af de erfaringer, han fik i en beskidt krig – uden tro på en tryg og fredelig fremtid. Han oplevede krigens vanvid – dens omkostninger i et Europa i ruiner og mennesker, der af krigens gru var blevet fysisk og/eller psykisk invaliderede. Et stille håb er, at læsere vil tænke tanker og dermed blive i stand til selvstændigt at skelne mellem den massive krigsforherligelse, vi næsten daglig præsenteres for, og dermed finde sit ståsted i forhold til sine medmennesker. Glem ikke, at et demokratis kvalitet afhænger af vælgerne, og at du, hvis du har eller får børn, har medansvar for deres opfattelse af ret og vrang. Aage Johansen tager efter krigen navneændring til Staffe. Blev benævnt Lille John i terroristkredse i forrige århundrede. Smag lige på denne dumsmarte udtalelse fra Johns værkfører, da freden hvilede over land og by. "Unge mand - det er forbi med at lege cowboy og indianere Svaret faldt efter, at John høfligt havde bedt om arbejde, han kunne lære af. Hyren for 48 timers beskidt arbejdsmandsarbejde som smededreng var under 10 kroner om ugen. Mit bedste logiNytårsaften 1943/44 mødte John Bitten ved et fugtigt sammenskudsgilde.
|
|
||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||
|
Changs henrettelse |
|||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||
|
Aage Nielsens begravelse Aage Nielsen drog på cykel med sine to brødre gennem Tyskland og Frankrig, hvorfra de blev smuglet ind i Spanien. Her deltog de i borgerkrigen. De to brødres skæbne var ligesom Aages grufuld – en blev under besættelsen hårdt såret af dansk politi – og flygtede med sin bror Harald til Sverige, hvor de blev anbragt i tugthus. Aages stikker blev dog inden flugten til Sverige likvideret af en af brødrene. Bag Vestre Fængsel ligger en meget stor kirkegård, og herfra foregik bisættelsen. Vejret passede fint til vor stemning, gråt og trist med en mørk og tung vinterhimmel. Men trods risikoen og farerne følte jeg, at jeg skyldte en kammerat, som jeg beundrede, og som havde ydet så utroligt meget, at vise ham min respekt ved bare at være der og lade mine tanker dvæle ved hans minde. Jeg følte mig lille, fortabt; vi var nogle små lorte i et meget stort spil, hvorfor ikke bare stoppe? Mange tanker fór gennem mit hoved, og en skelsættende beslutning blev taget:
|
|||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||
|
John - En kriger med kolde fødder Snevejr – sjap – slud – vinden hyler i tagskæggene – skomagerdrenge og snefnug store som stegepander pisker gennem luften. En formiddag mødtes Lille Svend, Mik og jeg ved Kvæsthusbroen. Rystende af kulde stod jeg og hakkede tænder iført stor, sort militærfrakke med kraven op om ørerne og skihuen slået helt ned. – «Er du syg, John?» – «Nej!» – «Fryser du?» – «Ja, for Fanden, mine støvler er fulde af vand.» Skistøvlerne havde jeg fået i konfirmationsgave i 1940, og da man ikke kunne få forsålet sine sko og støvler, var der ikke andet at gøre end at slå slidsøm under. Resultatet blev, at sålerne til sidst revnede og faktisk ikke var andet end huller og sprækker. Kammeratskab?Næste gang jeg møder Lille Svend, dukkede en gut op på en trehjulet ladcykel med et bjerg af store tøjsække. Lille Svend havde med Vanløsegruppen holdt hele skofabrikken Vedelas personale op, for at jeg kunne få varme og tørre fødder. Dansk arbejde har altid leveret det bedste af det bedste til eksport, og dette arbejde for tyskerne var prima, prima. Tyskerne kæmpede ved fronterne med dansk bjørnelæder under fødderne, og vi danskere gik på pap. Værnemagere var tvunget til det, sagde de, men fortiede at de tjente fedt på det. Lille Svends død ændrede mange af mine kammerater. Godt nok var vi efterhånden blevet forvandlet til nogle hårde bananer. Men jeg blev skræmt af den forråelse og afstumpethed, som deres had viste sig i, at deres og mine tolerancetærskler var meget nær nul. Vi udførte nu aktioner på en måde, vi ikke ville have drømt om et halvt år tidligere. Værst kom det til udtryk, da jeg med den 35 årige Teddy, der var et besindigt væsen, ordnede Louis begravelse i sygekassen Fremtiden. Teddys had og raseri over den behandling funktionærerne havde givet Louis mor skræmte mig.
|
|||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||
|
Kaj Henning Schmidt med dæknavnet »Niels« var planlægger og hovedmand i nogle af Bopas største aktioner. Han var en af de bedste i BOPA til at planlægge. Han havde en sjælden evne til efter en nøje analyse af alle forhold at sætte ind med en matematisk præcision, hvor fjendens forsvar var svagest. |
Radiofabrikken Always efter besøg af BOPA LydoptagelseAlwaysklik og lyt
|
||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||
|
Billedet er af Langebro i København, |
Den eneste aktive, jødiske modstandsmand i Danmark, som jeg har kendt, var Hugo Horwitz, kaldet Uffe. Han brød med sin familie i Sverige, da han beslutter at drage tilbage til Danmark for at bekæmpe nazisterne.
|
||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||
Regeringens »æresgæstSom én af repræsentanterne for Bopa blev jeg inviteret til middag på Christiansborg Slot. Regeringen ville sige pænt tak for vor indsats for fædrelandet. Bavl og tomme ord, Fædreland, Konge, Dannebrog. Nogen klappede. Det blev for meget for Uffe, som ikke var helt appelsinfri. Helt uden for aftale hamrede han impulsivt på sit glas, og efter min hukommelse sagde han nogenlunde sådan: Kære venner, kære politikere. Krigen er ovre, vi klarede os dengang uden jer, det kan vi endnu bedre i dag, så gør os en tjeneste, lad os slippe for jeres ævl, gør os en tjeneste og hold kæft.» Et meget spredt bifald. Jeg klappede begejstret. |
||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||
Hvem sejrede? Det kaotiske retsopgør hængte småforbrydere ud – Frikorpsfolk blev med tilbagevirkende kraft idømt hårde straffe. Vi oplevede en akrobatisk, juridisk jongleren med retsbegreber for at samarbejdspolitikerne kunne gå fri. En af flere vindere blev den danske landmand. Nazityskland blev knust – men nazismen lever fortsat videre – Modstandskampen havde ingen
|
||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||
„Unge, vi røvrender jer” – dag for dag blev vi røvrendt. Også af dem vi troede, var vore egne. For nogle sølle ministertaburetter i nogle minisekunder solgte modstandsbevægelsens ledere sig til ineffektivitet og rævekagemetodik. Vort demokrati ændredes ikke. Den "kloge" snød og snyder fortsat den mindre kloge. Moralen i dag? Læn dig tilbage i øreklapstonen - knap en bajer eller to op og vent på at nogen, der er dumme nok, rager kastanjerne ud af ilden for dig. Forholdsvis usminket møder du i Vagabonden den unge – uden illusioner – med mistillid til alt og alle på grund af de erfaringer, han fik i en beskidt krig – han stod uden tro på en tryg og fredelig fremtid. Han havde oplevet krigens vanvid. Han oplevede det eftermæle modstandskampen fik. Han oplevede Befrielsesregeringen - retsopgøret Den gode moral og de ofre, den kæmpende danske ungdom havde bragt, blev solgt til fordel for nul og en skid. Jeg følte flere gange, at Lille Svend og de andre døde kammerater måtte rotere i deres grave. Det var nu mere end nogensinde om at holde kæft, holde lav profil, træde vande, frem for alt, du må ikke gøre dig bemærket. Statsminister for Befrielsesregeringen blev Buhl – kendt for sin stikkertale september 1942 og sit rænkespil i forbindelse med Den skæve Våbenfordeling, der kostede 12 BOPAfolk livet. |
||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||
|
Danmark var et fattigt - udplyndret land efter krigen. Det højest tilladte beløb, man måtte udføre var 20 kr. Men nød lærer nøgen kvinde at spinde. På mine rejser gennem Sverige smuglede jeg brændevin ind, og solgte den sort for store penge. Skulle man sydpå krævedes et Permit, der gjaldt for gennemrejse uden ophold gennem det besatte Tyskland. Kun internationale tog - bevogtet af allierede soldater måtte benyttes. En billet til Schweiz kostede eksempelvis 96 mark. Konduktørens månedsindtægt var 40 mark. En cigaret kostede 5 mark sort. Man stak ham en pakke med 20 smøger. Hver gang åbnede han pligtskyldigt pakken for at levere den "overflødige" smøg retur. Men vi var gavmilde. Pris på første klasse Flensborg til en udenlandsk grænse max. 20 smøger. Hermed skulle du få en fornemmelse af, at vor rejselyst ikke havde de helt store forhindringer. Penge skaffede jeg, når der var lavvande i kassen, ved at tage småjobs i de lande vi gæstede - uden arbejdstilladelse - natürlich. Jeg fandt familien til den tyske emigrant Willi i Hamborgs grusdynger. Min egen familie i Ruhr var 100% udbombet. Dem fandt jeg i en flygtningelejr i Hannover. Det ene barn blev rablende sindssygt anbragt på institution til sin død. En onkel havde deltaget i de sejrrige, elastiske tilbagetog på Østfronten Huden var rimpet sammen - køn var han ikke - hele tiden skulle han agte sig for ikke at støde panden imod - et let stød ville betyde hjerneskade eller død. En plade af sølv kunne måske have hjulpet ham - men sølv koster og han havde jo kun været menig soldat. |
|||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||
|
Baggrunden var, at de allierede kontrolkommissioner spændte ben for hinanden. Den kolde krig var lagt i kuvøsen. Da tyskerne trak sig ud af Jugoslavien anvendte de med hjælp fra danske SS´ ere, de såkaldte Frikorpsfolk, den brændte jords taktik. "Ploven" anskueliggør hvorledes man ødelagde jernbanenettet. På vor vej så vi landsby efter landsby, som var brændt ned til grunden. På vej hjem mod Danmark afbrød Niels og jeg rejsen i Budapest og senere igen i Prag. Vi klarede os ved at sælge ud af vore få effekter - kongens mønt ejede vi ikke. I Prag tog jeg arbejde i ca. tre måneder som arbejdsmand og grovsmed. Niels måtte hjem til ubetalte regninger og en enlig mor. Da vi fik tilbud om gratis rejse mod at deltage i genopbygningsarbejde i Stalingrad, sagde vi ja tak. Niels dukkede op igen, men i mellemtiden havde den allierede kontrolkommission nægtet at udstede visa. På vej hjem fra Prag gik vi gennem Sudeterområdet og fik dermed et førstehåndskendskab til de begivenheder, som havde udspillet sig. I Theresienstadt vidnede tidligere Kz-fanger om bestialske handlinger Hjemme igen mødte jeg Lilian. Udover at mit rejsemønster ændredes til mindre udflugter, medførte det en fælles indsats med en De mange uoverensstemmelser mellem de moskvatro betonkommunister og os noget mere selvstændige tænkere kan du læse om i bogen. Køretøjet stammer fra rejse i Bulgarien i 1991.En sammenligning af de to billeder tyder ikke på fremskridt - i 1991 var der kun råd til et æsel. Uffe blev forstander for Den danske Udstilling i Sofia Hjemme igen tog den danske paskontrol en evig tid, og snart fik vi en forklaring. År senere søgte vi uden held efter endt uddannelse stilling som lærere på Grønland. Trods den skrigende mangel på lærere, var vi for farlige. Ved kapitulationen blev jeg tilbudt et vellønnet job som officer, En særlov fritog krigssejlere og tidligere aktive modstandsfolk for militærtjeneste i fredstid. Under den kolde krig valgte jeg af flere grunde, som er mere detaljeret beskrevet i bogen, at blive slettet af Lægdsrullen. Her blev jeg spurgt, hvorfor jeg ville slettes og svarede: Et trygt ægteskab betød slaveri som smedesvend i flere år og som babysitter i to år under Lilians studie på Aftenseminariet.
|
|