Vagabond i Europas Ruiner 
ung af alder - gammel af sind

  Klik på blå tekst              Links:    Befrielsen              BOPAs mindebog      

  til     Forside           Bøgerne fra 1 til 8          Tyskland 1914 -1933 - 1939

  Besættelsestidens historie:  Bind 1     Bind 2      Bind 3      Bind 4      Bind 5       Bind 6       En smededreng går til modstand 

   Bind 7  Fred og sikkerhed;          Bind 8  Ikke-vold; civil ulydighed;   I. Livet i Danmark 1860 - 1940       Livet i Danmark Bind I - II - III          Livet i Danmark med PDF filer

  Åndssvag? tilladt? Hvordan?          Rejser bag Jerntæppet                   Isvintre før og nu          Indtryk Bangladesh           Indtryk Burma              Indtryk Cambodja

Bogens tilblivelse skyldes en god kammerats opfordring.

Efter at jeg havde skrevet mine erindringer:
EN SMEDEDRENG GÅR TIL MODSTAND mente han, at en bredere kreds ville interessere sig for mine og kammeraters meriter i de første efterkrigsår med baggrund i vore oplevelser som deltagere i modstandskampen.

Heri var og er jeg uenig. For blev modstandsfolkene ikke smidt ud med opvaskervandet, da freden igen herskede i vort fælles kongerige?
Blev vi ikke gemt væk og glemt?
Derfor havde jeg betænkeligheder ved at trykke og udgive bogen.

Set i bakspejlet ville jeg nok have lagt mere vægt på, at vi i modsætning til vore dages soldater, der vender hjem fra "fredsbevarende" krige, var overladt til vor egen skæbne. Ikke på grund af samfundssvigt - men mere på grund af uforstand.
Psykologhjælp - krisehjælp var endnu ukendte begreber.
I nogen grad også af, at vi ikke erkendte, at vi havde behov for hjælp. Drenge og mænd viste ikke følelser dengang, dertil kom, at ret mange udenforstående scorede kasse ved at fremstille modstandsfolk, som nogle allerhelvedes karle, som super helte – stålsatte – uforfærdede - forvovne med beretninger om heltemodige aktioner for Gud – konge og fædreland, helt ude af trit med vor virkelighed.

Nogen solede sig vel i dette lys, men for mit vedkommende dukkede en hverdag op, som i det første år var betydeligt sværere at få overstået end årene i en beskidt krig. Mobben og Jantelov blev hevet ud af mølposen.

Andre isolerede sig – faldt i druk – social deroute – ikke mindre end 11 måske 12 modstandsfolk begik selvmord i de første efterkrigsår.

Holdningsløse gratister – pladderhumanister – drev deres spil – likvideringer blev til drab – flere kammerater stod ikke for mosten – og tog deres eget liv.

Jeg var 20 år og 21 dage gammel, da krigen var slut. 55 år gammel blev jeg erklæret invalid pga. krigstraumer. KZ-syndromet havde indfundet sig. Svigtende korttidshukommelse var et af flere handicap. Men samtaler med kyndige folk hjalp mig – jeg fik endelig løst op og fik fred

Et stille håb:

Uanset min afstandtagen til ”fredsbevarende krige” finder jeg det prisværdigt, at de hjemvendte soldater får tilbudt krisehjælp, men glem ikke dem, der isolerer sig, som forsøger at forsvinde i ubemærketheden – de bør følges år fremover for ikke at gå til.

Forholdsvis usminket møder du i bogen vagabonden - den unge – uden illusioner – med mistillid til alt og alle på grund af de erfaringer, han fik i en beskidt krig – uden tro på en tryg og fredelig fremtid.

Han oplevede krigens vanvid – dens omkostninger i et Europa i ruiner og mennesker, der af krigens gru var blevet fysisk og/eller psykisk invaliderede.

Et stille håb er, at læsere vil tænke tanker og dermed blive i stand til selvstændigt at skelne mellem den massive krigsforherligelse, vi næsten daglig præsenteres for, og dermed finde sit ståsted i forhold til sine medmennesker.

Glem ikke, at et demokratis kvalitet afhænger af vælgerne, og at du, hvis du har eller får børn, har medansvar for deres opfattelse af ret og vrang.

Aage Johansen tager efter krigen navneændring til Staffe.

Blev benævnt Lille John i terroristkredse i forrige århundrede.

Smag lige på denne dumsmarte udtalelse fra Johns værkfører, da freden hvilede over land og by.

"Unge mand - det er forbi med at lege cowboy og indianere  
her skal produceres".

Svaret faldt efter, at John høfligt havde bedt om arbejde, han kunne lære af.

Hyren for 48 timers beskidt arbejdsmandsarbejde som smededreng var under 10 kroner om ugen.

Mit bedste logi

Nytårsaften 1943/44 mødte John Bitten ved et fugtigt sammenskudsgilde.
Der blev skålet i dansk frugtvin, populært kaldet »pullimut« eller fald ned af pinden lille fugl.
Der opstod sød musik imellem dem. Ophold på hendes værelse blev i den følgende tid meget snart længere og længere. Det passede John fint, for efter affæren på Tuborgvej, og den mistede kontakt til gruppen, var han gået helt under jorden.                   
Bitten opdagede, at han ikke gik på arbejde og ikke havde noget fast sted at bo, så hun afgjorde resolut sagen: – «Du skal bo her hos mig.» 
Det var nok den bedste tid for John under hele krigen.
Efter nytåret 1943 – 44 fik han atter kontakt med BOPA og blev tilknyttet en afdeling under Bengt Olsson.

Arresteret - dømt til døden ved tysk krigsret - henrettet - alt indenfor 17 timer
 

Changs henrettelse
På trods af tortur – på trods af mishandlinger, som savner sidestykke i Danmarkshistorien, røber Chang ikke sin viden om aktionen mod Hærens Flyvetropper på Kløvermarken.
Aktionen skulle finde sted dagen efter hans anholdelse Jeg savner ord for at kunne beskrive den udholdenhed og det mod, som Chang præsterede.
 

Aage Julius Nielsen;  stukket - tævet ihjel på tre uger.
 

Aage Nielsens begravelse

Aage Nielsen drog på cykel med sine to brødre gennem Tyskland og Frankrig, hvorfra de blev smuglet ind i Spanien. Her deltog de i borgerkrigen. De to brødres skæbne var ligesom Aages grufuld – en blev under besættelsen hårdt såret af dansk politi – og flygtede med sin bror Harald til Sverige, hvor de blev anbragt i tugthus. Aages stikker blev dog inden flugten til Sverige likvideret af en af brødrene.

Bag Vestre Fængsel ligger en meget stor kirkegård, og herfra foregik bisættelsen. Vejret passede fint til vor stemning, gråt og trist med en mørk og tung vinterhimmel.
Omkring et halvt hundrede stod ved graven.
I passende afstand klar til at stikke af stod jeg.
Følelserne svirrede rundt i mit hoved. Det er jo sindssygt at møde op her, det vrimler givetvis med stikkere og politifolk, de fotograferer os vel?

Men trods risikoen og farerne følte jeg, at jeg skyldte en kammerat, som jeg beundrede, og som havde ydet så utroligt meget, at vise ham min respekt ved bare at være der og lade mine tanker dvæle ved hans minde.

Jeg følte mig lille, fortabt; vi var nogle små lorte i et meget stort spil, hvorfor ikke bare stoppe?
Det nytter jo ikke. Her havde man ikke bare banket livet ud af en stærk, sund, ung mand, som havde overlevet Den spanske Borgerkrig og dens rædsler.
På tre uger havde man knækket en af Danmarks modigste modstandsfolk.

Mange tanker fór gennem mit hoved, og en skelsættende beslutning blev taget:
Hvis lille jeg fortsætter og bliver taget, kan jeg da slet ikke stå for mosten, når han ikke kunne.
Hvor mange kammerater kan jeg ikke bringe i ulykke?
De svin skal ikke have dig levende, du må gemme den sidste pløk til dig selv, så får de da ikke fornøjelsen med at banke dig ihjel.
Det sidste halvandet år af krigen – 540 dage og nætter – levede jeg med denne beslutning.
Om dette har været en medvirkende årsag til min læderede hukommelse, skal jeg lade være usagt.

Lille Svend
 

John - En kriger med kolde fødder

Snevejr – sjap – slud – vinden hyler i tagskæggene – skomagerdrenge og snefnug store som stegepander pisker gennem luften.

En formiddag mødtes Lille Svend, Mik og jeg ved Kvæsthusbroen. Rystende af kulde stod jeg og hakkede tænder iført stor, sort militærfrakke med kraven op om ørerne og skihuen slået helt ned.
Lige over for mig stod Mik i en tynd vindjakke. Han havde kun en ternet skjorte indenunder, og han havde ikke lynet eller knappet. Jeg kunne se ham helt ned til navlen, hvor snefnug efter snefnug landede og smeltede, han nærmest svedte. Lille Svend så på mig og spurgte:

– «Er du syg, John?» – «Nej!» – «Fryser du?» – «Ja, for Fanden, mine støvler er fulde af vand.»
Jeg tog den ene støvle af og hev pjaskvåde aviser frem, hældte vand ud og stoppede tørre aviser i.

Skistøvlerne havde jeg fået i konfirmationsgave i 1940, og da man ikke kunne få forsålet sine sko og støvler, var der ikke andet at gøre end at slå slidsøm under. Resultatet blev, at sålerne til sidst revnede og faktisk ikke var andet end huller og sprækker.

Kammeratskab?

Næste gang jeg møder Lille Svend, dukkede en gut op på en trehjulet ladcykel med et bjerg af store tøjsække.
«Det er til dig, John. Kig engang.»
Jeg åbnede en sæk, pragtfulde nye fedtlæderstøvler med den næsten uopslidelige, vandtætte bjørnelædersål - i næste sæk var solide sko.
«Det er til dig, John, tror du, at du kan finde et par, der passer?»
– «Hvor har du stjålet dem?» –«Min fidus. De har ikke flere på lager.»

Lille Svend havde med Vanløsegruppen holdt hele skofabrikken Vedelas personale op, for at jeg kunne få varme og tørre fødder. Dansk arbejde har altid leveret det bedste af det bedste til eksport, og dette arbejde for tyskerne var prima, prima. Tyskerne kæmpede ved fronterne med dansk bjørnelæder under fødderne, og vi danskere gik på pap. Værnemagere var tvunget til det, sagde de, men fortiede at de tjente fedt på det.

Lille Svends død ændrede mange af mine kammerater. Godt nok var vi efterhånden blevet forvandlet til nogle hårde bananer. Men jeg blev skræmt af den forråelse og afstumpethed, som deres had viste sig i, at deres og mine tolerancetærskler var meget nær nul.

Vi udførte nu aktioner på en måde, vi ikke ville have drømt om et halvt år tidligere.

Værst kom det til udtryk, da jeg med den 35 årige Teddy, der var et besindigt væsen, ordnede Louis begravelse i sygekassen Fremtiden.

Teddys had og raseri over den behandling funktionærerne havde givet Louis mor skræmte mig.

Niels
 

Kaj Henning Schmidt med dæknavnet »Niels« var planlægger og hovedmand i nogle af Bopas største aktioner. Han var en af de bedste i BOPA til at planlægge.

Han havde en sjælden evne til efter en nøje analyse af alle forhold at sætte ind med en matematisk præcision, hvor fjendens forsvar var svagest.
En sabotørs stærkeste våben var overraskelsesmomentet, det forstod Niels at udnytte til  fuldkommenhed.

Radiofabrikken Always

efter besøg af BOPA

Lydoptagelse

Always

klik og lyt

Uffe
 

Billedet er af Langebro i København,
 blot en enkelt detalje fra Uffes resultattavle.

Den eneste aktive, jødiske modstandsmand i Danmark, som jeg har kendt, var Hugo Horwitz, kaldet Uffe.

Han brød med sin familie i Sverige, da han beslutter at drage tilbage til Danmark for at bekæmpe nazisterne.

Kapitulation - befrielsesdagenes rus
 

  Regeringens »æresgæst

Som én af repræsentanterne for Bopa blev jeg inviteret til middag på Christiansborg Slot.

Regeringen ville sige pænt tak for vor indsats for fædrelandet.

Én eller to politikere rejste sig og ævlede med svulstig tale.

Bavl og tomme ord, Fædreland, Konge, Dannebrog. Nogen klappede.
Meget spredt, meget blandet bifald.

Det blev for meget for Uffe, som ikke var helt appelsinfri. Helt uden for aftale hamrede han impulsivt på sit glas, og efter min hukommelse sagde han nogenlunde sådan:

Kære venner, kære politikere.
Vi har været igennem en krig.
Vi overlevede, men da vi i nødens stund havde brug for politikere, kunne vi ikke se jeres røv for bare skosåler.

Krigen er ovre, vi klarede os dengang uden jer, det kan vi endnu bedre i dag, så gør os en tjeneste, lad os slippe for jeres ævl, gør os en tjeneste og hold kæft.»

Et meget spredt bifald. Jeg klappede begejstret.
Havde jeg haft Uffes format, ville jeg have sagt det samme.

Der blev stille, men det var gået ind på lystavlen, politikerne holdt kæft.
 

Modstandskampens eftermæle
Hvem sejrede? Hvem tabte krigen?
 

Hvem sejrede?

Det kaotiske retsopgør hængte småforbrydere ud – Frikorpsfolk blev med tilbagevirkende kraft idømt hårde straffe. Vi oplevede en akrobatisk, juridisk jongleren med retsbegreber for at samarbejdspolitikerne kunne gå fri.
Værnemagere, der havde skovlet formuer ind, som var betalt af danske skatteborgere, gik stort set fri.

En af flere vindere blev den danske landmand.
Han scorede kassen.

Nazityskland blev knust – men nazismen lever fortsat videre –
i Danmark endog med statsstøtte til deres propagandaradio.

Modstandskampen havde ingen
nævneværdig militær betydning!

Hvem har påstået det?

Har modstandsfolk påstået at modstandskampen havde betydning?

De tyske soldater, som forestod bevogtningen af f. eks. jernbanerne var hentet på plejehjem og var ellers rekonvalcenter med tynd mave. De sad i buskadset med bukserne nede og riflen over knæene.

Ved at latterliggøre den tyske soldat – latterliggjorde man modstandsfolk.

Min erfaring var:

Den tyske soldat var veluddannet – var veludrustet – var disciplineret – havde kampvilje. Når det kom til åben kamp kostede det os tab.

Man har fortiet mere end 50.000 venlige, imødekomne danske damers indsats ved at gøre tyske soldater ukampdygtige ved at overføre kønssygdomme.

Sandsynligvis har denne indsats på lagenerne haft større effekt end vore krigssejlere og den danske modstandskamp sammenlagt.

Min vurdering af modstandskampens betydning

Aldrig har så få
givet beskæftigelse til så mange
om så lidet

Modstandskampen var en beskæftigelsesfremmende foranstaltning, den gav arbejde til genopbygning af det, som vi havde smadret,
til ligkistesnedkere – til stenhuggere til gravstene - mindesmærker –
til historikere og til mediefolket.

Vi blev anerkendt som allieret. Tænk lige på, hvem blev ikke det?
Danmark er porten – smørhullet til Østersøen.

I gustne militærstrategiske overvejelser eksisterer moralske hensyn ikke. Igen en af mange myter.

Der er udgivet omkr. 5.000 bind indtil nu. Hvor mange historikere og andet godtfolk har siden 1945 levet fedt på at fremstille dette eftermæle, hvor pladderhumanister gav modstandsfolk samvittighedskvaler? 
Skulle modstandsfolkene have fulgt flertallet?
Skulle de have gjort som politikerne foreskrev?

11 måske 12 tog deres eget liv - da fredens himmelske lys skinnede over vort fædreland? 
 

Vi tabte freden
 

Modstandsbevægelsens ypperstepræster fik ministertaburetter, og man klamrede sig til dem, så længe det varede.
Den efterfølgende periode kan bedst karakteriseres som en tur i Tivolis rutschebane – op og ned, men mest ned.

 „Unge, vi røvrender jer” – dag for dag blev vi røvrendt.

Også af dem vi troede, var vore egne. For nogle sølle ministertaburetter i nogle minisekunder solgte modstandsbevægelsens ledere sig til ineffektivitet og rævekagemetodik. Vort demokrati ændredes ikke.

Den "kloge" snød og snyder fortsat den mindre kloge.

Moralen i dag?

Læn dig tilbage i øreklapstonen - knap en bajer eller to op og vent på at nogen, der er dumme nok, rager kastanjerne ud af ilden for dig.

Forholdsvis usminket møder du i Vagabonden den unge – uden illusioner – med mistillid til alt og alle på grund af de erfaringer, han fik i en beskidt krig – han stod uden tro på en tryg og fredelig fremtid.

Han havde oplevet krigens vanvid.

Han oplevede det eftermæle modstandskampen fik.
Havde han blot en flig tilbage af en illusion om, at indsatsen, kammeraters død, kammeraters lidelser ikke havde været forgæves, forsvandt de, som dug for solen.
Han oplevede krigens omkostninger i et Europa i ruiner og mennesker, der af krigens gru var blevet fysisk og psykisk  invaliderede.

Han oplevede

Befrielsesregeringen - retsopgøret

Den gode moral og de ofre, den kæmpende danske ungdom havde bragt, blev solgt til fordel for nul og en skid. Jeg følte flere gange, at Lille Svend og de andre døde kammerater måtte rotere i deres grave. Det var nu mere end nogensinde om at holde kæft, holde lav profil, træde vande, frem for alt, du må ikke gøre dig bemærket.

Statsminister for Befrielsesregeringen blev Buhl – kendt for sin stikkertale september 1942 og sit rænkespil i forbindelse med Den skæve Våbenfordeling, der kostede 12 BOPAfolk livet.

Øverstkommanderende for modstandsstyrkerne blev Ebbe Gørtz,
kendt for sin rekord i hurtig overgivelse den 9. april 1940
kendt for udlevering af funktionsdygtigt militært isenkram til nazisterne
kendt for sit ansvar i forbindelse med Den lille Generalstabs svigt overfor modstandsbevægelsen – Den skæve Våbenfordeling.
kendt for sit indirekte medansvar for mord og mordforsøg på modstandsfolk. Løjtnant Knud Skou og lederen af nedkastninger i Jylland - Toldstrup.
Kendt for de kyniske forsøg på at udslette Holger Danske og Bopa, hvis det kom til kamphandlinger ved krigsafslutningen. 
 

vagabond i Europas ruiner
 

Igennem ruinerne

Danmark var et fattigt - udplyndret land efter krigen.

Det højest tilladte beløb, man måtte udføre var 20 kr.

Men nød lærer nøgen kvinde at spinde. På mine rejser gennem Sverige smuglede jeg brændevin ind, og solgte den sort for store penge.

Skulle man sydpå krævedes et Permit, der gjaldt for gennemrejse uden ophold gennem det besatte Tyskland.  Kun internationale tog - bevogtet af allierede soldater måtte benyttes.
Som de arbejdssky fattigrøve vi var, blaffede vi til grænsen - intet problem dengang - solidaritet kendtes endnu - vi gik over grænsen - og steg på det internationale tog.

En billet til Schweiz kostede eksempelvis 96 mark. Konduktørens månedsindtægt var 40 mark. En cigaret kostede 5 mark sort.

Man stak ham en pakke med 20 smøger. Hver gang åbnede han pligtskyldigt pakken for at levere den "overflødige" smøg retur. Men vi var gavmilde.

Pris på første klasse Flensborg til en udenlandsk grænse max. 20 smøger.

Hermed skulle du få en fornemmelse af, at vor rejselyst ikke havde de helt store forhindringer. Penge skaffede jeg, når der var lavvande i kassen, ved at tage småjobs i de lande vi gæstede - uden arbejdstilladelse - natürlich.

Jeg fandt familien til den tyske emigrant Willi i Hamborgs grusdynger.
Willi blev arresteret af dansk politi i 1943 - udleveret til Gestapo og halshugget i SS bunkers i Hamborg.

Min egen familie i Ruhr var 100% udbombet.

Dem fandt jeg i en flygtningelejr i Hannover.
Min tante havde med to børnebørn på skuldrene haget sig fast til et vandrør i to døgn for at de ikke skulle drukne i den vandfyldte kælder.

Det ene barn blev rablende sindssygt anbragt på institution til sin død.

En onkel havde deltaget i de sejrrige, elastiske tilbagetog på Østfronten  
dér havde han efterladt pandeskallen.

Huden var rimpet sammen - køn var han ikke - hele tiden skulle han agte sig for ikke at støde panden imod - et let stød ville betyde hjerneskade eller død.

En plade af sølv kunne måske have hjulpet ham - men sølv koster og han havde jo kun været menig soldat.

Den kolde Krig i Kuvøse
 

Verdensungdomsforbundet organiserede efter krigen genopbygningsarbejde i krigsramte lande. Vi var fem BOPAfolk, der i 1947 deltog i en brigade på 100 medlemmer i Bosnien i Jugoslavien. Rejsen med tog varede tre uger, da problemer opstod med vore visa.

Baggrunden var, at de allierede kontrolkommissioner spændte ben for hinanden.

Den kolde krig var lagt i kuvøsen.

Da tyskerne trak sig ud af Jugoslavien anvendte de med hjælp fra danske SS´ ere, de såkaldte Frikorpsfolk, den brændte jords taktik. "Ploven" anskueliggør hvorledes man ødelagde jernbanenettet. På vor vej så vi landsby efter landsby, som var brændt ned til grunden.

På vej hjem mod Danmark afbrød Niels og jeg rejsen i Budapest og senere igen i Prag. Vi klarede  os ved at sælge ud af vore få effekter - kongens mønt ejede vi ikke.
Hotel var et fremmedord, så overnatninger skete i byens parker.

I Prag tog jeg arbejde i ca. tre måneder som arbejdsmand og grovsmed. Niels måtte hjem til ubetalte regninger og en enlig mor.

Da vi fik tilbud om gratis rejse mod at deltage i genopbygningsarbejde i Stalingrad, sagde vi ja tak. Niels dukkede op igen, men i mellemtiden havde den allierede kontrolkommission nægtet at udstede visa.

På vej hjem fra Prag gik vi gennem Sudeterområdet og fik dermed et førstehåndskendskab til de begivenheder, som havde udspillet sig.
Et besøg i ruinerne i Lidice vidnede om de grusomheder nazisterne havde udført - de myrdede alle byens mænd - sendte kvinderne til dødslejre og børnene til opdragelseslejre - hvad dette så end kan have været.

I Theresienstadt vidnede tidligere Kz-fanger om bestialske handlinger  
som bestod i forsøg med fanger.

Jeg fik mange venner, som jeg besøgte igen i februar 1948 -  i bogen fortæller jeg om det kommunistiske kup i februar 1948 og min reaktion.

Hjemme igen mødte jeg Lilian. Udover at mit rejsemønster ændredes til mindre udflugter, medførte det en fælles indsats med en
genopbygningsbrigade i 1948 i Bulgarien.
Derefter slog vi pjalterne sammen - hvilket som resultat førte til 60 års ægteskab og diamantbryllup. I Bulgarien gravede vi en vandingskanal ud, den skulle dels sikre kunstvanding og føre vand til det enormt store Dimitroff  kraftværks turbiner.
Ved grænseovergangen mellem Jugoslavien så vi store koncentrationer af militært isenkram. Miseren skyldtes, at Tito med følge blev smidt ud af Kom-inform. 

De mange uoverensstemmelser mellem de moskvatro betonkommunister og os noget mere selvstændige tænkere kan du læse om i bogen.

Vore bulgarske venner advarede os mod at forlade lejren, da banditter af værste skuffe hærgede egnen. Men vi tog chancen og blev arresteret.

Nogen tid efter fik vi en forklaring, som fik smilene frem.
Lilian og jeg havde indlogeret os på et hotel - behovet for tosomhed, var stort, da mænd og kvinder levede adskilt i lejren. Under middagen i hotellets restaurant spurgte jeg tjeneren:

"Bitte, wo finde ich das abort"?
Politifolkene, som senere i nattens dunkle lys ransagede værelset gennemgik meget nøje vore sengeklæder - forklaring?
Lokum hedder på tysk Ab Ort - med tryk på Ort.
Man gik ud fra, at Aagemand havde bedrevet fosterfordrivelse.

Køretøjet stammer fra rejse i Bulgarien i 1991.En sammenligning af de to billeder tyder ikke på fremskridt - i 1991 var der kun råd til et æsel.

Uffe blev forstander for Den danske Udstilling i Sofia

Hjemme igen tog den danske paskontrol en evig tid, og snart fik vi en forklaring.
Hr. og fru Staffe var blevet farlige for vort fædreland.
Konsekvent blev Lilian, som var ansat i Krigsministeriets tredje afd., forflyttet til Chr. d. IV. s saltkælder for at støve tre års krigen og slaget ved Dybbøl Mølle af.

År senere søgte vi uden held efter endt uddannelse stilling som lærere på Grønland. Trods den skrigende mangel på lærere, var vi for farlige.
Vort efterretningsvæsen er effektivt. Forklaring hensynet til USAs baser.

Ved kapitulationen blev jeg tilbudt et vellønnet job som officer, 
men foretrak smededrengens armod.

En særlov fritog krigssejlere og tidligere aktive modstandsfolk for militærtjeneste i fredstid.

Under den kolde krig valgte jeg af flere grunde, som er mere detaljeret beskrevet i bogen, at blive slettet af Lægdsrullen.

Her blev jeg spurgt, hvorfor jeg ville slettes og svarede:
"Jeg er blevet medlem af Jehovas Vidner.
Officererne grinede og sagde belevent:
"Åh, hold da helt kæft".
Og det har jeg så gjort til nu, men en dag er det for sent.

Et trygt ægteskab betød slaveri som smedesvend i flere år og som  babysitter i to år under Lilians studie på Aftenseminariet.

 

Forlaget Ådalen, Søsvinget 18, 8250 Egå  Tlf. 40 14 47 91    info@forlagetaadalen.dk

OP TIL TOPS